Deduktive og induktive argumenter

Induktiv argumentation arbejder kun med sandsynlighed, præmisserne garanterer ikke at konklusionen er sand. Hovedparten af de argumenter, vi møder i dagligdagen, er induktive.

Når man er induktiv, så forsøger man at udtale sig om det man ikke har observeret endnu. Man forsøger at lave en generalisering, men induktive argumenter kan aldrig helt garantere at konklusionen er sand. 

Vi bruger induktive argumenter når vi manøvrerer i en verden, hvor vi træffer beslutninger baseret på sandsynlighed. Da induktive argumenter ikke logisk kan garantere at konklusionen er sand, må vi bruge udtryk som ”formodentlig” eller ”højst sandsynligt”.

Induktive argumenter er baseret på den konkrete situation, hvorfra man prøver at udlede en generel sammenhæng.

Induktive argumenter går fra det specifikke til det generelle niveau.

Deduktive argumenter tager udgangspunkt i det generelle og forsøger at teste antagelser på konkrete observationer.

Vi begynder med en generel påstand (en hund er et pattedyr) og når frem til en specifik konklusion vedrørende en individuel hund, Samson.

Induktiv argumentation begynder i en konkret situation hvorfra der generaliseres.

Præmisserne formodes at understøtte konklusionen, men gør den ikke automatisk sand. Konklusionen anses for at være en hypotese.

Hvis vi skal evaluere et argument, må vi starte med at skelne mellem det induktive og det deduktive og være klar over at et induktivt argument ikke kan være logisk sandt, men i bedste fald sandsynligt.