TEORETISK BAGGRUND

“Radikalisering betegner en kortere eller længerevarende proces, hvor en person tilslutter sig ekstremistiske synspunkter eller legitimerer sine handlinger efter ekstremistisk ideologi.” (Regeringens nationale handleplan: Forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, 2016).

Der findes ikke nogen endelig og alment accepteret definition af radikalisering. Ofte bruges udtrykket om en proces  – enten kort eller længerevarende – der indebærer en tilslutning til en ekstrem ideologi, frem til at legitimere eller måske udføre voldelige handlinger. Processen kan antændes og aktiveres af en række sociale, personlige og samfundsmæssige omstændigheder, der kan medvirke til en øget sårbarhed hos individet over for en tiltrækning til ekstremistiske ideologier og grupper. (CPRLV, 2016).

© Centre for the Prevention of Radicalisation Leading to Violence (CPRLV), alle rettigheder forbeholdes.

Sådanne omstændigheder kan opdeles i samfundsmæssige og/eller kontekstuelle omstændigheder og personlige/individuelle omstændigheder. Samfundsforhold inkluderer politisk og/eller økonomisk uro, nogle former for politisk diskurs og social konflikt. Individuelle omstændigheder kan omfatte psykologisk eller socioøkonomisk sårbarhed, usikkerhed i familiebånd og sociale netværk. Disse omstændigheder kan på den ene side tilskynde enkeltpersoner – især unge mennesker – til at stille spørgsmålstegn ved status quo og deres miljø, og gå i gang med en søgen efter mening; og på den anden side at fungere som afsæt for tiltrækning til ekstremistiske grupper, som rekrutterer sårbare individer og tilbyder dem attraktive svar og visioner. Så hvor kommer kritisk tænkning ind i dette billede? Sammen med sociale og individuelle omstændigheder er det muligt at identificere beskyttelsesfaktorer. De inkluderer psykologiske og sociale faktorer såsom en følelse af tilhørsforhold, empati og kognitive ressourcer; stærke familiebånd, et inkluderende samfund, sociale netværk og inkluderende miljøer. Kritisk tænkning er blandt de vigtigste af de nødvendige ressourcer, som kan beskytte et individ mod tilknytning til ekstremistiske ideologier eller grupper.

 “Kritisk tænkning kan defineres som færdigheden i at tænke rationelt, at undersøge forhold og idéer og forstå de logiske forbindelser mellem dem inden man accepterer og formulerer en mening og konklusion. Det kan beskrives som kompetencen til at indgå i refleksiv og uafhængig tænkning.” (Wiley, 2011 – Se modul 2 i Del 1: Kritisk tænkning).

Ideen om kritisk tænkning fokuserer på at lære eleverne, hvordan man tænker snarere end hvad de skal tænke. Kritisk tænkning er færdigheder til at vurdere og stille spørgsmål til information, meninger, idéer og til at vurdere gyldigheden af argumenter og ideologier. Det kan fungere som et skjold mod falske nyheder og propaganda, og støtte individer i at opbygge deres egen identitet og uafhængige meninger. Kritisk tænkning er grundlaget for demokratiske samfund, da borgere fuldt ud kan udøve deres ret til at stemme og deltage aktivt i det demokratiske liv i deres samfund på baggrund af kritisk stillingtagen.

En anden model for repræsentation af risikofaktorer og beskyttende faktorer foreslås af Magnus Ranstorp, en svensk ekspert og medlem af det europæiske netværk RAN Radicalisation Awareness Network (RAN ISSUE PAPER The Root Causes of Violent Extremism, 2016).

Ifølge Ranstorp er der et kaleidoskop af faktorer, som på kompleks vis er forbundne og krydser ind over hinanden, omkring en individuel radikaliseringsproces.  

Som figuren viser, er individet i centrum i en radikaliseringsproces. Udover personlige forhold som personlige traumer, vrede, følelse af ydmyghed mv. identificerer Ranstorp andre risikofaktorer, som fremstilles grafisk i det første niveau omkring individet, som indikerer ydre omstændigheder som kan påvirke en person og skubbe i retning af en proces mod ekstremisme og radikalisering. Det er sociale faktorer (udstødelse, manglende social mobilitet, kriminalitet), politiske faktorer (udenrigspolitik, islamofobi, krig), ideologiske/ politisk-religiøse faktorer (historiske missioner, ummah), kulturelle/ identitetsfaktorer (marginalisering, manglende tilhørsforhold, identitetskrise), rekrutterings faktorer (tiltræknings forhold i det ekstremistiske miljø, sociale medier, målretning mod personer som er i en sårbar situation), gruppedynamik (venskab og slægtninge, gruppetænkning, sociale medier).

For hver af disse faktorer er der en beskyttelsesfaktor, der kan fungere som et skjold mellem individet og en radikaliseringsproces. Hver beskyttelsesfaktor mindsker risikoen og fremmer modstandsdygtighed i forhold til et bestemt aspekt. Beskyttelsesfaktorerne er repræsenteret på det tredje eksterne niveau i forbindelse med den relaterede risikofaktor.

• For at beskytte mod politisk fremmedgørelse er det nødvendigt at fokusere på demokratisk medborgerskab.
• For at beskytte mod ideologiske forhold er det påkrævet at tilbyde religiøs viden og generelt fremme interkulturel bevidsthed og åbenhed overfor diversitet.
• For at beskytte mod identitetskrise er det nødvendigt at stimulere og muliggøre personlig deltagelse og aktivt medborgerskab
• Imod tiltrækningsforhold i det ekstremistiske miljø er støttende familie omgivelser en stærk beskyttende faktor.
• For at hjælpe personer fra negative påvirkninger fra venskaber eller slægtninge, er det grundlæggende at styrke autonomi, selvværd, socioemotionel trivsel og livsfærdigheder.
• For at beskytte mod følelser af eksklusion, skal sociale færdigheder styrkes.

”Det primære formål med uddannelse er ikke kun at udvikle viden, færdigheder, kompetencer og holdninger og indlejre grundlæggende værdier, men også at hjælpe unge mennesker – i tæt samarbejde med forældre og familier – til at blive aktive, ansvarlige, fordomsfri medlemmer af samfundet. Børn og unge repræsenterer vores fremtid og skal have mulighed for at forme denne fremtid. Vi skal kombinere vores bestræbelser på at forhindre og tackle marginalisering, intolerance, racisme og radikalisering, og sikre en ramme for lige muligheder for alle. Vi skal bygge videre på børns og unges oplevelse af initiativ og de positive bidrag, de kan yde gennem deltagelse, samtidig med at vi bekræfter de fælles grundlæggende værdier, som vores demokratier bygger på ”.

(Paris-aftalen, 2015)

Paris-aftalen, der blev vedtaget af de europæiske ministre med ansvar for uddannelse, og kommissærerne for uddannelse, kultur, ungdom og sport anerkender uddannelsens og skolernes primære rolle i at fremme et mere tolerant, pluralistisk og åbent samfund, der beskytter de fælles værdier om frit at kunne tænke og udtrykke sig, social integration og respekt for andre, såvel som forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination i alle former.

Særligt identificerer erklæringen som et af de vigtigste mål, medlemsstaterne skal nå på uddannelsesområdet, at styrke børns og unges evne til at tænke kritisk og udøve dømmekraft, således at de, især i forbindelse med Internettet og sociale medier, er i stand til at forstå realiteter, skelne fakta fra mening, genkende propaganda og modstå alle former for indoktrinering og hadefuld tale, som nøglefaktorer for at forhindre radikalisering.

Tilsvarende tildeler Den europæiske sikkerheds agenda, som blev vedtaget i april 2015, undervisning den nøglerolle, der skal spilles for at adressere de tilgrundliggende årsager til ekstremisme gennem forebyggende foranstaltninger, imødegå radikalisering ved at fremme fælles europæiske værdier, fremme social integration, styrke gensidig forståelse og tolerance, Det fremhæves at inkluderende uddannelse kan yde et væsentligt bidrag til at tackle uligheder og forhindre marginalisering. 

Disse forebyggende foranstaltninger repræsenterer nogle former for tidlig forebyggelse, og fungerer som beskyttelsesfaktorer, der kan beskytte eleverne og udgøre en form for kontrast overfor de risikofaktorer, der er analyseret i foregående afsnit.

Skoler står i spidsen for forebyggelse af radikalisering af flere grunde.

For det første fordi unge i deres ungdomsår ofte kan befinde sig i en situation med bekymring og krise omkring identitet, og forhandling af værdier i samfundet. For det andet fordi unge ofte mangler muligheder og plads til at diskutere og skabe deres egen mening om emner såsom køn, diskrimination, indvandring og internationale konflikter mv. Begge disse elementer kan skabe grobund og sårbarhed over for ekstremistisk propaganda. For at forhindre, at disse frø vokser, er skolerne i stedet nødt til at pleje robusthed og alle de kommunikative, sociale og følelsesmæssige færdigheder, som er nødvendige for at tackle udfordringerne i ungdomsårene og til at give plads til at gøre det i tryghed.

Skolen skal tilbyde et trygt rum for eleverne til at udvikle og udtrykke deres synspunkter og overbevisninger, udforske ideer og deres egne grænser.

Skolers og uddannelsesinstitutioners rolle repræsenterer således et første niveau af forebyggelse – eller primær eller tidlig forebyggelse – der sigter mod at styrke modstandsdygtigheden over for risikofaktorer, der kan føre til radikaliseringsprocesser, og øge opmærksomheden omkring dette fænomen. Det mål udgør et overordnet mål i uddannelse, som er at forberede unge til at leve i et demokratisk samfund, respektere dets regler og udvikle dets grundværdier.

I dette rammesæt har skoler den primære rolle at fremme et miljø, hvor bekymringer og klagepunkter kan adresseres, polariserede positioner kan imødegås, kontroversielle spørgsmål åbent diskuteres og fejlinformerede syn og falske myter udfordret. Skoler kan især udfordre et eksklusivt identitetsmønster, der bl.a. kan være attraktivt i ungdomsfasen, da det tilbyder nemme og færdige svar, rigide og faste perspektiver, direkte og utvetydige veje.

På et andet niveau kan lærere og undervisningspersonale på skoler spille en yderligere, grundlæggende rolle, ved at lægge mærke til tidlige tegn på ekstremisme og radikalisering hos elever og studerende, og handle relevant i forhold til sagen.

Det nuværende program til forebyggelse af radikalisering passer ind i det første niveau af tidlig forebyggelse, mens elementer, der er relateret til det andet niveau, er inkluderet i PRACTICE-projektets Retningslinjer for lærere.

Skolens rolle i en tidlig forebyggelse af radikaliseringsprocesser kan sammenfattes i følgende elementer.
(RAN Policy Paper – Transforming schools to labs for demokrati, 2018):

For at være effektiv skal enhver strategi for forebyggelse af radikalisering, der følger disse tre primære søjler til at bevidstgøre og uddanne elever – først styrke lærere og udfordre deres mulige fordomme. 

Af den årsag følger strukturen i dette program, som før nævnt, to retninger:  træning til lærere, og vejledning til workshops og aktiviteter, som skal iværksættes og faciliteres med eleverne.

Gå videre for at starte din træning i de følgende sektioner og naviger gennem de forskellige emner. Vælg det, der er interessant for dig, og start med at lære og øve dig!