Øvelse 4: Kulturelt chok – en metode til at adressere interkulturelle konflikter (Margalit Cohen-Emerique)
Lærernes og forældres tilgange til undervisning og uddannelse kan være forskellige og føre til en ubehagelig situation – et kulturchok. Når man står over for forældres praksisser, der er langt væk fra ens egne, kan lærere dømme forældrene (“Disse forældre kan ikke håndtere deres barn”) eller pålægge deres egne normer (“Her gør vi sådan! Det er reglen”). Begge disse holdninger er skadelige for barnet og for respekten for barnets identitet, fordi han/hun føler, at hans forældres kulturelle tilhørsforhold nedgøres og afvises.
De dømmende holdninger kommer fra en oplevelse af at være identitetsmæssigt truet fra de professionelles side, fordi disse chok ikke er blevet adresseret og bearbejdet. Deres faglige kultur er tit centreret om teorier om børns udvikling, som henviser til et bestemt normativt uddannelsesbegreb.
Når man står over for forældre, der har praksisser, som ikke svarer til disse modeller, kæmper lærere med et kulturelt chok. Ifølge Margalit Cohen-Emerique, fransk psykolog og specialist i interkulturelle forhold, er et kulturelt chok den følelsesmæssige og intellektuelle oplevelse, der opleves i kontakt med det, der er fremmed for os. Disse resulterer i følelser som uforståenhed, frygt og overraskelse. Disse kulturelle chok kan ikke alene forblive uopdaget, men er heller ikke bearbejdet korrekt, hvilket igen kan føre til defensive reaktioner. Nogle eksempler i denne sammenhæng ville være:
En mor synes, at det er helt okay, hvis sønnen spiser chips og søde ting i stedet for frugt og grøntsager, eller forældre har absolut ikke noget problem med, at den fjorten år gamle datter allerede har pådraget sig gæld med sin smartphone.
Spørgsmål, der vil opstå i denne sammenhæng, kan være: Hvordan kan en bedømmelse af adfærd undgås? Er der et åbent rum til at diskutere ting? Er det muligt at udvikle metoder, der respekterer begge sider, så alle forventninger og værdier stadig kan eksistere?
På dette tidspunkt anbefaler Margalit Cohen-Emerique, at et kulturchok skal systematisk bearbejdes, så der stadig kan være et åbent sind i denne sammenhæng. Den modsatte praksis, der benægter det kulturelle chok, forhindrer enhver proces og kan ikke beskytte mod virkningerne. Kulturchokket skal anerkendes, identificeres og bearbejdes.
Gå igennem beskrivelsen af de tre trin, som Cohen-Emerique foreslår, og eksemplet præsenteret nedenfor. Tænk derefter på en konflikt, som du selv har oplevet, som udfordrede dine personlige værdier. Forsøg at gennemgå det ved at bruge de tre trin, som introduceres.
Margalit Cohen-Emerique (1999) beskriver tre trin, som kan hjælpe til at overkomme kulturchok:
Decentrering
For det første skal chokket på det følelsesmæssige plan afklares: Hvad føler jeg? Frygt? Afsky? Raseri? Afvisning? Også baggrunden for chokket skal være kendt: rum, tid, det talte ord, ens egen kropsholdning såvel som den andens, hvad præcist chokerede, irriterede, forstyrrede …?
Derefter er det nødvendigt at udforske ens egen referenceramme for at bestemme, hvilke værdier og principper, der blev rystet af chokket. Der skal tages højde for de forskellige komponenter i referencesystemet: etnisk, seksuel, social, professionel, religiøs, national og politisk tilknytning. Er det f.eks. ligestilling mellem kønnene der opleves at blive bragt i fare?
Denne selvrefleksion bidrager til evnen til at erfare. Det hjælper at udøve selv-distance, især med hensyn til de følelser der først blev triggered af chokket.
At gå ind i den anden persons referencesystem
Det næste trin er at give mening til hinandens holdninger ved at udforske deres forskellige kulturelle sammenhæng.
Det handler om at observere, hvilke aspekter i ens sociale og etniske kultur, der kan forklare ens holdning. Dette opnås
ved et bedre kendskab til den andens værdier og referencesystem.
I en samtale med den anden part kan den respektive position præsenteres. Holdning og synsvinkel bør blive forståeligt.
Hvis der ikke er mulighed for en dialog, kan flere hypoteser fremsættes for at forklare hans/hendes holdning og derved undgå generalisering eller stereotype fortolkninger: Opførelsen kan påvirkes af oprindelseslandet, eller et “idol” kan efterlignes. Det handler ikke om at behandle personen dårligt.
Gennem analysen af referencesystemet får den andres holdning betydning. Denne analyse kræver åbenhed, såvel som personlig indsats og nysgerrighed for at opleve betydningen af den andens handling fra vedkommendes perspektiv. Hvilke værdier den anden person besidder gennem sin kultur, hans/hendes migrationshistorie og individuelt erfarne tilpasning og akklimatisering til værtslandet.
Gennem analysen af den andens referencesystem findes der ofte fælles identitetspunkter, som kan danne et grundlag for en fortsættelse af relationen. På denne måde kan de genetablere kontakten og opdage, at deres uenighed kun handler om den måde, de opfatter noget på.
Forhandling
Forhandling betyder hverken underkastelse eller passiv modstand mod det ene eller det andet. Det er et ægte møde, hvor alle “slipper” noget for at nærme sig den anden uden at stille spørgsmålstegn ved de væsentlige principper for deres egen identitet. Her handler det om at finde en ny norm, et fælles felt eller et “3. rum”, hvor alle bevarer sin identitet og på samme tid går ind på den andens sti.
‘Kulturel irritation’ - Et eksempel fra en tysk skole
Lærerne på en mindre udskolingsskole i Tyskland er virkelig vrede: En studerende, der er lige ved at afslutte skolen, fortæller til stadighed sine klassekammerater, at han ikke er villig til at få et job eller en uddannelse efter skolen. Hans forældre er uden arbejde. De får 1400 € Hartz IV (sociale tjenester fra staten). Han fortæller, at når han er færdig med skolen, vil de endda modtage flere penge fra staten, hvis han er uden arbejde. Familien vil snart rejse til Libanon i tre måneder – for at bygge et hus i Beirut!
Lærerteamet reflekterer over historien:
Trin 1: Undersøg din egen referenceramme: Hvilke følelser udløser historien hos mig? Hvad generer mig? Hvilke af dine værdier angribes eller udfordres?
Lærerne benytter lejligheden til at udtrykke deres forargelse og vrede. Der skrives en lang liste med punkter, som forstyrrer dem. Derefter værdierne: Deltagerne navngiver værdier som “ærlighed”, “retfærdighed”, “taknemmelighed”, “anstændighed”, “loyalitet over for staten”, “overholdelse af loven”, “intet hårdt arbejde, ingen pris” – og begynder at diskutere. Nogle gange betyder ærlighed ingenting for en person, retfærdighed i dette land har iingen betydning, nogle mennesker skummer helt åbenlyst fløden uden at være flittige, solidaritetssamfundet fungerer ikke længere … og det er det samme med …
Trin 2: Udforsk hinandens referenceramme og opstil hypoteser: Hvad ved jeg om familiens situation og værdier? Hvad forestiller jeg mig? Hvad mistænker jeg eleven for, hvad tror jeg han oplever i situationerne i skolen, og hvor han fortæller om planerne? Hvad vil jeg gerne vide for at forstå sagen bedre?
Deltagerne samler det, de ved om familien, og finder ud af, at hverken familiens migrationshistorie eller deres planer for fremtiden er tydelige for dem, og de ved ikke, hvilken betydning et hus i Beirut har. Da de er meget opmærksomme på forældrenes forhåbninger om deres søns fremtid (han skulle lære tysk, have kontakt med tyskerne, så han kan få det lettere senere i skolen …), bliver de opmærksomme på, at disse ikke længere diskuteres med familie. Den mulige situation, at familien støtter pårørende i Libanon, sætter vrede over familiens ‘uansvarlighed’ i perspektiv. Måske er familien det samfund eller fællesskab af solidaritet, som eleven også føler sig ansvarlig for? Eleven er én, familien er stolte over, og måske vil han bevare værdigheden og sin stolthed, og ikke fremstå som en taber?
Trin 3: Etabler en forhandling – udvikl en løsning: Hvad vil jeg opnå med samtalen? Hvilke spørgsmål spørger jeg om? Hvad vil jeg sige om mig selv?
Lærerne udvikler muligheder for at tackle irritationen gennem rollespil. De anerkender, at de har svært ved at fokusere på hovedspørgsmålet, eller at de har en tendens til at moralisere. Fordi det ikke rigtig er klart for dem, hvad de vil: Vil de kommunikere deres personlige holdning til sort arbejde? Vil de som repræsentanter for skolen vise, at de ser at der foregår ulovlighed og true med konsekvenserne? Hvad er skolens mission her, og hvad er skolelederens rolle? I sidste ende finder deltagerne ud af, hvad der skal være fokus for dem som fagfolk: De prøver at fokusere på deres elevs trivsel. De udvikler en tilgang til at tale med eleven og hans forældre uden fordømmelse. De vil prøve at høre deres holdning, men på samme tid forklare dem, at de er nødt til at passe på resten af klassen, der skal støttes og opmuntres til at finde et job eller en ungdomsuddannelse efter skolen
Casen er oversat og tilpasset fra en tekst fra Kinderwelten Projektmaterial (2007).